Det sidste monster i denne ombæring er det omvendte monster. Når alting bliver vendt på hovedet og det slet ikke er uhyret, der er skurken, men derimod os selv.
Frankenstein er et klassisk eksempel.
Det er ikke Frankensteins uhyre, men derimod Frankenstein selv (videnskabmanden), der er skurken. Uhyret minder mentalt mere om et barn end et monster og vil bare accepteres. Det er videnskabsmandens perverse tørst efter at skabe liv, der starter og driver tragedien.
King Kong er nok det mest kendte eksempel.
Kæmpeaben dræber en masse mennesker, men det er i et forsøg på flugt, ikke som ondsindet uhyre. Det er derimod mennesket, der er det virkelige uhyre, som filmen hamrer ud i meterhøje bogstaver til sidst, da den døende Kong ligger knust på gaden.
Og se bare på E.T.
Det sympatiske rumvæsen, som modige børn måtte hjælpe til at flygte før menneskene fik fingrene i det.
Det er noget basalt interessant i at se os selv i det troldspejl som det omvendte monster fordrer. At se os selv som monstrene.
Bare se på Avatar, som jo også fik en hel pæn modtagelse. 😉
Det mest rørende eksempel må næsten være slutningen på King Kong, da Kong sætter kvinden fra sig for at forsvare hende mod flyene. Jeg ser de fleste horrorfilm uden at blinke, men den scene bryder jeg mig ikke om. Her er traileren til genindspilningen fra 2005.
