Jeg har jo det her princip med ikke at anmelde mine danske kolleger på bloggen, da det ellers nemt kan ligne rygklapperi. Alligevel vil jeg hurtigt nævne Frygtfilerne af Jonas Wilmann. Ikke for at anmelde novellesamlingen (selvom jeg var fint underholdt), men for tale om misdannelser.
Novellen Monstre har nemlig æren af at være den første novelle i de sidste mange, mange år, som jeg var nødt til at opgive, fordi den blev for slem. Jeg nåede til den første sex-scene, hvorefter jeg klappede bogen sammen og tænkte, at det var rigeligt.
I Monstre indleder hovedpersonen et seksuelt forhold til en kvinde, der lige af en forfærdelig hudsygdom og trækkes langsomt ind i en eller anden besættelse af hende eller hendes sygdom.
Jeg kunne ikke læse videre, da jeg har en svag fobi for misdannelser.
Det er en lidt mystisk ting at rende rundt med, men jeg har det virkelig, virkelig dårligt med deformiteter og misdannelser i den virkelige verden, hvilket sikkert er en grund til at de tit optræder i mit forfatterskab.
Jeg ved endda hvor det stammer fra.
Som ung purk fandt jeg nemlig et øeh … kulørt blad … hvori afklædte piger præsenterede sig selv fra adskillige vinkler. (Det her var før internettet, hvor hverken porno eller alskens bizarre billeder var tilgængelige igennem Google.) Enkelte sider i bladet bestod af artikler i stedet for nøgne kvinder og i dette eksemplar var en artikel om en russisk samling af deforme mennesker i sprit. De havde simpelthen bevaret folk med misdannelser i sprit, så man kunne studere dem senere.
Artiklen var rigt illustreret og selv om jeg fik det dårligt første gang jeg så billederne, skulle man jo lige presse sig selv. Jeg kan huske en næse, der fyldte hele ansigtet, øjne der sad forkert, sammenvoksede fostre og meget andet til at få mareridt af.
Som en rokketand man ikke kan lade være med at prikke til med tungen, selvom det gør ondt, vendte jeg hele tiden tilbage til disse billeder for at bevise, at jeg kunne holde til det.
Det kunne jeg så ikke.
Vil du gøre mig svimmel hurtigt? Smæk en armstump op i ansigtet på mig og se mig blive bleg. Hvis der er tænder eller øjenvipper for enden af stumpen er det mere effektivt og bedst er det, hvis den også kan sige lyde eller der kommer noget ud.
Så kan man efterfølgende samle mig op fra gulvet. 🙂
Jeg har set det hele på film uden at blinke, men ude i virkelighen er det noget helt andet 🙂