Jeg har strengt taget for travlt til at være her, men ind imellem bliver man overvældet.
Tag et godt kig på billedet til venstre.
Det viser sig at vores nordiske broderfolk på Island har en noget mørkere historie end vi er klar over. Dette er det eneste eksisterende par nábrók (engelsk – necropants) udstillet på Museet for trolddom og hekseri i Holmavik.
De blev betragtet som lykkebringende og skabt på charmerende vis.
Et vennepar skulle indgå en pagt. Når den første af dem døde, ville den overlevende senere grave liget op, omhyggeligt flå huden af underkroppen i ét stykke uden huller eller rifter og tage hylsteret på den nøgne krop. Hudbukserne skulle omgående blive som et andet lag hud og bringe ejeren held og penge. En enkelt mønt skulle stjæles fra en enke og placeres i pungen (testiklerne – ikke den i baglommen) sammen med et magisk symbol.
Så længe den originale mønt ikke blev fjernet, ville pungen herefter altid indeholde penge.
Men der var også en ulempe (ud over det akavede i at iføre sig sin døde vens hud og spankulere rundt i den). Hvis ejeren døde med hudbukserne på, ville hans lig omgående blive inficeret af lus og hans sjæl straffes. Før hans død skulle hudbukserne gives videre ved at ejeren trådte ud af det højre ben og en ny ejer satte sit højre ben i hudbukserne, før den første ejer kan træde ud af det venstre.
Så var de overdraget og kunne bibringe en ny generation velstand. Det var ikke ualmindeligt (blandt de forhåbentlig få der ejede nábrók) at de gik i arv i familien.
Læs mere om nábrók HER.
Jeg er imponeret. Island er hermed officielt steget i min agtelse. 🙂
Det der – det er klamt på så mange niveauer.
Der er jo det at sige til det, at den menneskelige fantasi er således indrettet at alt hvad der bare KAN tænkes sandelig også skal prøves, af én eller anden, på et eller andet tidspunkt, et eller andet sted. Så det var nok det vi blev advaret mod, i vores barndom, når vi lige skulle passe på med vores fantasifuldhed. Men generelt er fantasien til for at kunne løse opgaver – det kræver en del fantasi at bryde ud af et fængsel, f.eks.
Det vækker selvfølgelig minder om Jame Gump i “The Silence Of The Lambs”, der vil sy sig en kvindedragt, af kvindehud, men kulturhistorisk er det ikke ekstraordinært. Det skete jævnligt i sydamerikanske kulturer at yppestepræsten iførte sig offerets hud og var iklædt dette et antal dage. Jeg var så til gengæld ikke klar over at noget lignende også fandtes indenfor “vores egen kulturkreds”. Og selvom jeg giver Rikke Friis ret i at “det er klamt”, så er det samtidig ret interessant historisk, etnologisk og antropologisk. Sikken fantasi.
Rikke – Dét er det 🙂
Henning – Jeg er mest fascineret af at det netop er sket i vores egen kulturkreds. Vi kender alle sammen historierne fra udlandet og de farverige ofringer, men det var helt nyt for mig, at vi selv har en snert af remmen (hø-hø).
Nu er jeg blevet nysgerrig. Gad vide om der er flere af den slags lokale traditioner, som vi bare ikke rigtig hører om. Nábrók burde stå i kap. 1 af alle bøger om Island. 🙂
Lækkert.
Det er utrolig hvad vi som mennesker kunne/kan finde på.
Er der så nogle beretninger om at det virkede?