Der knokles herhjemme i disse dage.
Den endelige korrekturlæsning på Bunker 137 er i hus, omslaget er godkendt og hele den næste proces kan skubbes i gang. Det er sjovt med de sidste gennemlæsninger af et manuskript. Til sidst er man så uendelig træt af sin egen historie, at man ikke orker at læse den mere. Sådan bliver det helt naturligt, når man læser den samme roman tyve gange i træk. 🙂
Arbejdet har dog presset min tidsplan en smule. Jeg er bagud med min nyeste roman pga. en flere måneder lang barsel og nu snerper det til med et par deadlines til konkurrencer jeg også havde kig på.
Undervisningsministeriet har en konkurrence lige nu om at skrive en novelle til de 10-14 årige drenge. Førstepræmien er 25.000,-, men deadline er allerede d. 1. september og det er i dag d. 26. august. Det er lige presset nok.
Hvad kan drenge i den alder lide? Humor, action og bare bryster? Tjubang med ninjarobotter og zombiedinosaurer? Et gribende drama om en enlig mors kamp for et ståsted i tilværelsen og hendes søgen efter en livsbekræftende romance med den hjemløse Birger?
Jeg må se på det i weekenden.
Gud hvor skønt at en etableret forfatter også må knokle på med redigering og læse sit eget arbejde om og om igen. 20 gange siger du. Hvilken trøst for en debutant som mig. Efter20 gange finder jeg altid et par fejl til.
Og jeg er begyndt at forstå hvorfor forfattere ikke kan være lige så sociale som alle andre.
Man har sørme ikke tid til andet når man skriver.
Mv. Jeremia.
Jeps – nogle gange tror jeg redigeringen tager længere tid end selve skriveprocessen, men det føles nok bare sådan Og så kan de dummeste fejl snige sig igennem utallige gennemlæsninger, fordi man selv ved, hvad der skal stå.
I min fantasyserie render en af krigerne rundt med kastestjerner – bortset fra at han ind imellem brugte stjernekastere. 😀 Den slap igennem helt til den afsluttende korrektur, før en kvik testlæser fangede den.