Nu hvor jeg fremhævede One Buck Horror i sidste indlæg, må jeg hellere vende tilbage med en lille anmeldelse nu, hvor jeg rent faktisk har læst bind to.
Sproget er fint og en god påmindelse til, hvorfor engelsk er et verdenssprog. Der er så mange nuancer i engelsk, at man kan blive helt forpustet som dansk forfatter. De fleste af idéerne er også ret gode (et par af dem er rigtig gode), men desværre leverer historierne ikke til slut.
Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag, men jeg hader virkelig når en novelle efterlader læseren i et tomrum. De fleste af historierne slutter bare uden nogen form for afrunding.
Tag f.eks. “Beastie” – historien om et hus ved en gammel kirkegård, hvor katten Beastie en dag kommer hjem med et underligt væsen i munden. En sammengroet masse af edderkoppestykker, snavs, rester af rotter og miniature-mennesker. Den stikker af, men ikke før hovedpersonen genkender det lille ansigt som en afdød beboer i byen.
Hans udforsking af hulerne under byen, og det bizarre univers han finder der, er ret fed, men lige som man skal til at dykke ned i mysteriet, slutter novellen.
Øv.
Jeg skal købe et af de andre bind og se om det her var et enkelt fejlskud, men jeg blev altså skuffet.
Synes “Beastie” lød så interessant, at jeg lige kom til at downloade den, og jo, det er sgu ikke så godt. Én ting er den fraværende slutning, noget andet er forfatterens opremsende, “wikipedia-resume-agtige” måde at skrive på (måske er det minimalisme? :)), lige indtil slutningen hvor det bliver meget beskrivende med masser af Lovecraft-ord. Ideen med småfolket er god, but WHY?
Ja, den var en skuffelse. Spild af en god ide.
Jeg skal læse mindst en til før jeg afskriver serien, men har ikke fået det gjort endnu. der kommer en opdatering 🙂