Så har jeg fået læst Profetien af Koontz og jeg tror at mit lille Koontz tilbagefald er overstået.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af om Profetien er ment seriøst eller som en komedie (dårligt udgangspunkt), men den er fyldt med finurlige dialoger, der måske skal forstås som satire.
Fra bagsiden:
Samme dag James Tock blev født, døde hans bedstefar, men først efter i en art delirium at have råbt ti spådomme om barnet: navnet, længden, højden, vægten, de sammenvoksede tæer … og fem dage hvor et eller andet ganske forfærdeligt ville ske: torsdag den 15. september 1994, mandag den 19. januar 1998, mandag den 23. december 2002, onsdag den 26. november 2003 og lørdag den 16. april 2005. Og til allersidst, lige før bedstefaderen udåndede, råbte han fuld af fortvivlelse i stemmen en sidste advarsel: Stol ikke på klovnen!
Som voksen finder Jimmy en vis trøst i det faktum, at han jo i hvert fald vil overleve de fire første dage, men det er kun, indtil bedstemoderen påpeger, at det forfærdelige ikke nødvendigvis var, at han døde, måske ville han kun komme alvorligt til skade, ja, hvem kunne sige om det overhovedet gik ud over ham. Hvad hvis det var familien, der var målet: forældrene, konen … eller børnene!?
Og så oprinder den første dag, og det går op for Jimmy, at bedstefaderen desværre var en smule upræcis, da han råbte sin allersidste advarsel.
Bum-bum. Uhyggelige klovne er selvfølgelig en traditionel ingrediens i horror, men her fungerer uhyggen i hvert fald ikke.
Det er irriterende, når læseren regner twistet ud på side 20 og helt ærligt – er der nogen, der ikke allerede har en mistanke efter at have læst bagsiden?
Det er meget muligt at jeg er dum og ikke forstår den underspillede humor, men den fungerede ikke for mig. Hovedpersonerne agerer i en verden, der ikke virker ligesom vores. Da vores hovedperson, Jimmy, bliver holdt som gidsel og stirrer ind i en pistolmunding, flirter han løs med det kvindelige gidsel og de udveksler side op og side ned af morsomme, finurlige kommentarer. Vel at mærke efter Jimmy har set gidseltageren skyde en bibliotekar i hovedet – en fyr Jimmy havde kendt i årevis.
Sådan gør folk ikke i virkeligheden. Det irriterer mig.
Han er bager, ikke SWAT, så hans erfaring med mord og vold er meget begrænset.
Hele bogen igennem kredses der om humor og de finurlige dialoger, uanset om folk bliver lemlæstet, er ved at omkomme i en snestorm eller truer børnene på livet.
Der er glimt at ægte rædsel, men først sent i bogen da børnene kommer i centrum og altså for sent til at gøre oplevelsen det mindste uhyggelig.
Måske er jeg blevet gammel og kynisk. Måske er de unge med på stilen og synes den er hip. Jeg ved det ikke. Jeg burde genlæse Skygger og se om den holder i dag, men jeg orker ikke lige nu. Næste stak togbøger blive af mine danske kolleger, så jeg kan se, hvad de går og laver. 🙂
