Resident Evil VII

Jeg har været i gang med Resident Evil VII i et par uger nu og spiller udelukkende i VR.

Jeg er ikke kommet så langt – 6% gennemført ifølge oversigten, selvom det ikke lyder rigtigt. Der kommer en opfølgende anmeldelse, når jeg har gennemført og kan bedømme hele værket.

Men først – lad os se traileren:

Resident Evil VII er en af de første store titler til VR med mange, mange timers spiltid. Som flere andre titler har de valgt at spilleren kan vælge imellem traditionel synsvinkel og VR, hvilket salgsmæssigt giver mening, da VR-ejere stadig er en lille minoritet.

VR-spil har en udfordring, når det kommer til styringen. Until Dawn: Rush of Blood løste det ved at sætte spilleren i en vogn, men i Resident Evil VII er der fri bevægelighed. De løste udfordringen forholdsvis elegant. Venstre joystick styrer og “strafer” dig rundt i de klamme huse, mens højre joystick vender din person 30 grader af gangen. Det lyder klodset, men fungerer ret godt – undtagen i stressede situationer.

Historien er simpel til at begynde med. Din ex-kæreste skred og du har ikke hørt fra hende i tre år. Pludselig kontakter hun dig og har brug for din hjælp. Hun befinder sig i et øde beliggende husmandssted, og som den gentleman du er, drager du ud for at opklare, hvad der foregår.

Ind imellem afbrydes den snigende udforskning af boss-battles med den sindssyge familie, der holder til i huset. De er en lidt blandet fornøjelse, for selvom idéerne er gode, bliver de noget langstrakte.

En udfordring er brugen af sparsomme savepoints. I den enkelte spilsession autosaves rimelig ofte, men dine fremskridt bliver kun registreret til næste spilsession igennem savepoints – båndoptagere der står rundt omkring i huset. Det er en blandet fornøjelse. Det virker stærkt fordi der er mere på spil ved at dø, men omvendt kan det være frustrerende, hvis man skal gå et længere stykke for at komme hen, hvor man er nået til. Jeg tror jeg kan lide det.

Det positive:
Jesus, det er intenst. At sidder fuldstændig isoleret fra verden i sin VR-hjælm, mens man udforsker det klammeste hus i verden virker meget stærkt. Oplevelsen af at være til stede i huset og næsten kunne lugte fordærvet fungerer virkelig godt.
Styringen er lidt udfordret ind imellem, specielt hvis det skal gå stærkt, men alle den slags overvejelser drukner i spænding når man går på opdagelse. Stemningen bygges langsomt op og selv om der selvfølgelig er jumpscares bruges de sparsomt og effektivt.
Gåderne fungerer og jeg har endnu ikke måtte bruge en walkthrough for at komme igennem spillet, men vi må se om det varer ved.
Historien fungerer godt og efterhånden som plottet folder sig ud, begynder alting at blive noget mere kompliceret end der var lagt op til. Følelsen af hjælpeløshed er stærk, for der er langt imellem våbnene og ammunition er der altid mangel på. Hvert skud tæller.

Jeg har måtte afkræve min hustru et løfte om aldrig, ALDRIG at gøre mig forskrækket, når jeg sidder og spiller om natten. Det tror jeg ikke jeg ville overleve.

Det negative
Man kan ikke spille i mindre bidder. Hvis jeg har en halv time er jeg nødt til at vælge et andet spil, for der er så langt mellem savepoints, at jeg ikke nødvendigvis kunne gemme mine fremskridt på kun en halv time. Derfor har jeg ikke fået spillet så meget som ønsket, da jeg altid skal kunne sætte mindst en solid time af.

Styringen kan være lidt besværlig, når man skal reagere hurtigt. Jeg er død adskillige gange ikke for at være dårlig, men fordi styringen blev for kluntet.

De gentagende boss-battles er ikke lige min kop te. De er lidt for scriptede til at det føles naturligt, og spillerens opgave er at regne den rigtige rækkefølge af handlinger ud, der (til sidst) vil besejre monstret – for en tid.

Opkast
Jeg har spillet Resident Evil VII fuldstændig uden problemer med køresyge eller andet.
Indtil i fredag hvor jeg pludselig – ud af det blå – kastede op. Jeg sad fast et bestemt sted, og der var et stykke vej fra mit seneste savepoint, så jeg løb igen og igen igennem den samme sektion af kælderen. Det blev åbenbart for meget, for lige pludselig – midt i en duel på motorsave – skulle jeg bare kaste op og det var NU.
Der var ingen kvalme eller ubehag ellers.
Tilsyneladende var det den gyngende bevægelse igennem kælderen igen og igen, der havde udløst akut køresyge.

Forhåbentlig var det en engangforestilling.

Foreløbig konklusion:
Jeg er meget begejstret!
Spillet har nogle udfordringer, men i guder hvor det fungerer godt, når det virker.