Rotpack, Sprækker og døde pingviner

Efter at have brugt en hel uge på at komme til hægterne igen kan jeg endelig skrive lidt om Krimimessen 2015.

Jeg lagde ud som planlagt med et oplæg af Per Drustrup Larsen om religions rolle i krimien. Det viste sig at være en gennemgang af en lang række krimiserier, hvor religion eller religiøse miljøer var i centrum.
Det var interessant, men jeg bed mærke i en ting.
Krimiserier er tit meget, meget lange. 18, 20, 26 bind var ikke usædvanligt.
Det ville jeg ikke kunne.
Jeg ville simpelthen kede mig ihjel rent professionelt, hvis jeg skulle bruge livet på at producere en enkelt serie sat i samme univers. Det må kræve en speciel tilgang til faget.

Efter det første punkt skulle jeg egentlig have hørt Dennis Jürgensen i en paneldebat om voldelige elementer i krimien, men der var nogle ændringer i tidplanen og jeg ville også gerne ned og se børneafdelingen.

Vesthallen
Vesthallen, der ligger uden for selve fængslet, var omdannet til børne- og ungdomsområde med aktiviteter og udstillinger. Lige indenfor dørene kunne man kaste sig over monstre i Minecraft. Jeg fik desværre ikke helt fat i hvad det gik ud på. Ungerne herhjemme er helt vilde med Minecraft og jeg ville gerne være vendt hjem med nogle fif, men sådan gik det ikke.

Til venstre i salen var der undervisning ud i skrivningens svære kunst, hvor de unge kunne skrive deres egne krimier, der ville blive læst op senere på dagen. Alt sammen under kyndig vejledning af LG Jensen.

Det er sværere end det lyder, for historierne måtte kun fylde en side.

Lidt længere inde i hallen sad Tom Kristensen klar til at lære de unge at tegne drabelige tegninger. Tom er illustratoren bag Billy Smiler Rødt – en fantastisk lille sag om zombiepingviner og mobning. Zenia Johnsen er forfatteren bag den muntre historie.

Tom vandt sidste års horrorpris sammen med Lars Kramhøft for deres graphic novel Fordærvet.

Bag Tom kan man ane scenen i Vesthallen.

Og i guder hvor er jeg glad for at jeg ikke skulle optræde her.
Forestil jer akustikken i en idrætshal. Tilføj så den konstante summen og støj fra 5-6 aktiviteter der hele tiden er i gang. Det er en næsten umulig opgave at fange folks opmærksomhed fra scenen og blive hørt.
Jeg er måske lidt lydfølsom, men da jeg forsøgte at høre Henrik Einspor fortælle om sin nye serie, var det umuligt for mig at holde koncentrationen mod scenen med den konstante larm i baggrunden.
Jeg har ikke noget bud på, hvordan det kunne gøres anderledes, men det fungerede i hvert fald ikke rigtig sådan her.

Horrorprisen
Kl. 13.15 var det tid til at kåre årets danske horrorudgivelse.
Det var et stærkt felt i år, men vinderen blev Teddy Vork med novellesamlingen Sprækker.
En velfortjent sejr.

Efter prisen var blevet overrakt var resten af eftermiddagen i Gymnastiksalen sat af til gys og gru.

Jeg var første mand på scenen til en snak om Samlerne med Jacob Krogsøe.

Efter et godt interview måtte jeg haste ned i Teltet for at signere bøger hos Bog&Idé. Det gav nogle logistiske problemer med forfattersigneringerne, da der kun var sat 10-15 minutter af pr. forfatter og publikum jo også gerne ville høre de andre oplæg. Kombineret med et rekordstort antal besøgende i år, var det ikke nemt at danne sig et overblik blandt de mange stande.

Så var det tilbage til Gymnastiksalen og høre om Den internationale Gyserskole, før de næste interviews begyndte.

Nikolaj Højberg blev interviewet af Jette Holst om livet som forfatter og lille forlægger.

Forlaget Kandor har mange spændende ting på tapetet de kommende år, og det var interessant at høre om udvælgelsen af noveller til de (næsten) årlige antologier.

Rikke Schubart fortalte om sin vampyrserie og sin faglige baggrund, hvor horror ikke altid aftvinger så megen respekt.

Sidste mand lørdag var Niels Ole Busk, der fortalte om Lidenskabens Pris og de kommende bind i serien. Jeg har ikke selv læst noget af ham før, men det er sat på listen nu.

Endelig blev det tid til at vende næsen mod hotellet og gøre klar til den store middag om aftenen.
Det var første gang jeg var med til middagen, og det var en aften der levede op til rygterne.

Billedet i toppen er fra aftenens festligheder og det eneste der kan offentliggøres.

Næste morgen var det planen at jeg skulle tilbage til messen og se John Kenn Mortensen, men jeg var blevet smittet med en virus i løbet af natten, der gav hovedpine og unaturlig træthed.

Jeg kæmpede en brav kamp, men måtte til sidst give fortabt og vende næsen mod Sjælland igen.