Jeg er bagude med nyere gysere, så jeg er ved at støvsuge Netflix for titler.
Sinister har fået meget omtale, så jeg satte den på og forventede en god, psykologisk gyser.
En forfatter på jagt efter endnu et hit flytter med sin familie ind i et hus, hvor den forrige familie blev brutalt myrdet. Ethan skriver om mordsager, og han har brug for et sidste hit efter en bog, der floppede.
Han har ikke fortalt sin kone, hvad der er foregået i huset, og ved et tilfælde finder han et gammelt smalfilmsapparat på loftet med adskillige filmruller. Der er mord på filmene. Mord der ikke før er blevet sat i forbindelse med hinanden. Hver gang er en familie blevet myrdet og hver gang mangler der et barn.
Det er et godt udgangspunkt for en gyser, og første halvdel af filmen er meget effektiv. De stumme smalfilm, de mystiske lyde og hele opbygningen med at bringe sin familie et sted hen, der vil dem ondt, fungerer godt.
Man skal sluge et par kameler undervejs – specielt idéen om at lade sin børn sove i forskellige værelser, når man nu får mistanke om, at der er noget på spil i huset.
Efterhånden som filmen skrider frem, støder den dog ind i et par problemer.
Først og fremmest begår den gysets dødssynd – den viser for meget og for tydeligt. Gyset ligger i antydningen. Uhyggelig makeup er bare makeup, hvis det bliver vist for længe på skærmen og det samme med CGI.
–SPOILER–
Tag f.eks. scenen hvor datteren ligger i sengen og ser på den lille spøgelsespige. Det havde været langt mere effektivt, hvis spøgelsespigen sad i mørke, så man kunne se at hun var der, men ikke se detaljer. Tilstedeværelsen er langt værre end en hvidmalet pige.
/SPOILER
Da filmen sluttede var jeg noget skuffet. Luften var sivet ud af ballonen under filmens klimaks, og det var ærgerligt.
MEN … da jeg senere skulle gå runder på mit job som nattevagt, må jeg indrømme at filmen stadig sad i mig. De gode dele af filmen var ganske effektive og jeg kan nemt anbefale den. Smalfilm er bare uhyggelige.
Man skal ikke forvente for meget, men den er værd at se.
Traileren følger traditionen med at vise alt for meget – desværre.
