Jeg blev spurgt i går om jeg havde et godt råd mod skriveblokering.
Skriveblokering er nok kendt af alle der skriver, uanset om det er en hobby eller professionelt. Nogle gange vil ordene bare ikke ned på papiret og man sidder med et blankt hoved og stirre på et blankt papir.
For mig er det som regel når jeg er midt i en god historie, men er lidt usikker på, hvordan jeg binder enderne sammen eller hvad der kommer til at foregå som det næste. Så sidder jeg og sovser rundt i den samme scene nat efter nat, mens der ikke bliver skrevet noget og overspringshandlingerne fylder mere og mere.
Hvordan kommer man videre?
Forskellige forfattere har forskellige løsninger. Jeg har læst mig til, at andre tvinger sig til at holde en pause og lave noget helt andet. Gå ture eller arbejde med et nyt projekt – give underbevidstheden fred til at arbejde i det skjulte. Forhåbentlig lander svaret så lige pludselig ud af det blå.
Jeg angriber selv problemet mere direkte.
Jeg tvinger det ud. Mit normale skrivetempo i en god skriveperiode er ca. 1000 ord om dagen. Hvis jeg rammer en blokering, tvinger jeg mig videre om det så kun er 100 ord eller bare en enkelt sætning om dagen. En sætning – det kan alle klare.
Og lige så stille slider man sig igennem det ørkenlandskab historien er endt i. Det bliver tit ikke særlig godt, og ofte ender passagen med at blive skåret ud af det færdige manuskript, men så er man for længst forbi blokeringen.
Nogle gange springer jeg frem i handlingen for at komme videre, eller prøver med en ny vinkel på historien – bare der kommer en smule fra hånden hver dag.
Heldigvis har jeg aldrig oplevet den slemme skriveblokering, hvor det hele går fuldstændig i baglås, men de mindre anfald kan være anstrengende nok.
