For to dage siden fejrede vi Skt. Valentin med romantiske middage, roser og chokolade. Valentins dag har bredt sig fra det amerikanske kontinent til vores egne breddegrader, hovedsageligt på grund af de amerikanske serier i TV.
Men de færreste ved at der gemmer sig en grum historie bag den klistre-søde tradition. Skt. Valentin er nemlig en kristen martyr, der ikke på nogen speciel logisk måde kan sættes i forbindelse med romantik. Faktisk bærer flere martyrer navnet Valentin, men den mest kendte endte med at blive halshugget i et fængsel efter at have kureret bødlens datter for blindhed.
Lyserøde hjerter og chokolade var ikke en del af historien.
Og der er utallige andre helgener, hvor vi enten har glemt eller fortrængt de drabelige historier, der ligger til grund for deres martyrium.
Hvor mange vidste f.eks. at Bart Simpson har en navnebror blandt Jesu disciple? Bartholomew er næsten ukendt, men endte (ifølge historierne) sine dage ved at blive flået levende og korsfæstet på et omvendt kors.
Simon the zealot fik den tvivlsomme ære at blive savet over på langs. Igen levende. (I det mindste levende, da de begyndte).
De vidste hvordan man festede dengang :-/
Statue af Skt. Bartholomew svøbt i sin egen hud.
Det er en af de lidt underlige ting ved at være horrorforfatter. Uanset hvad jeg kan finde på af groteske ting og modbydeligheder, så viser det sig at folk har gjort noget værre ved hinanden før hen. Menneskeheden har en stærk og levende kreativitet, når det kommer til at pine og plage vores modstandere.
I mine yngre dage havde jeg en sund interesse for afstraffelsesmetoder i middelalderen, og man må konkludere at folk var bindegale. At have en så sprudlende fantasi, når det kom til tortur, virker som et kæmpe spild. Tænkt hvis de havde brugt en brøkdel af de ressourcer på at forbedre samfundet eller finde smartere måder at gøre tingene på. Måske opfinde retssikkerheden lidt tidligere.
Da jeg skrev Bunker 137 var der en del research omkring 2. Verdenskrig. Vi kender alle sammen historierne om Holocaust, men uanset hvor grumme ting, der foregår i bunkeren i romanen, så var virkeligheden værre. Jeg var nødt til at sortere en masse grusomheder væk fra historien, fordi de simpelthen stjal fokus og ærlig talt var modbydelige at læse.
Alt det blev valgt fra.
Grusomhed i litteratur skal have et mål. Det skal drive historien frem eller belyse baggrunden for personerne, hvis det skal bruges. Ellers bliver det grusomhed for grusomhedens skyld. Torturporno.
Det blev et langt sidespor fra lidt forsinket romantik.
Være søde ved hinanden derude.
