Som jeg har skrevet tidligere, så anmelder jeg af princip ikke mine danske kollegers bøger her på bloggen. Det skulle nødig se ud som om vi bare klapper hinanden på ryggen og ukritisk anbefaler bøgerne.
Jeg har dog før gjort en undtagelse med A. Silverstris fremragende Køtere dør om vinteren og nu gør jeg det igen.
Jeg er nemlig lige blevet færdig med Jonas Wilmanns Smukke Anna.
Den har fået en hård medfart derude med en meget kritisk lektørudtalelse (der efterfølgende blev klaget over) og et par hårde anmeldelser rundt omkring på nettet. Jeg har ikke skrevet noget om det, for jeg havde ikke selv læst bogen og kunne derfor ikke tage stilling. Det kunne jo være den var noget lort. 🙂
Efter at have læst den er jeg dybt forundret.
Smukke Anna er rigtig, rigtig god og selvom smag og behag altid er individuel, synes jeg godt nok at omtalen har været strid.
Smukke Anna handler om roma-pigen Anna, der er i besiddelse af en helt speciel skønhed. En skønhed som byens kriminelle elementer har bemærket og lagt planer for, mens hendes ærlige, hårdtarbejdende far prøver at holde hende ude af deres kløer.
Den giver et indblik i en verden, jeg ikke kendte, og de vilkår romaerne tit lever under. Det er en smuk og ofte drømmeagtig rejse ind i en dunkel underverden og en fjern fortids legender.
Man skal ikke forvente zombier, men Kali optræder flere gange i historien og jeg lærte faktisk en del af den. Det kan jeg godt lide. Sproget er let og flydende og jeg nød den ubetinget.
Det er ikke en traditionel horror-historie, men den fungerer på sine præmisser og var en god afveksling.
Det er svært at skrive noget om handlingen uden at afsløre for meget, så jeg nøjes med konklusionen.
Den kan varmt anbefales.
