Kære producenter af Snow White and the Huntsman.
Skam jer! Skam jer helt ind i helvede og giv mig mine to timer og elleve minutters liv tilbage.
Det må I *aldrig* gøre igen!
Jeg havde ikke store forventninger til denne version af det klassiske eventyr, hovedsageligt på grund af Bella, eh, Kristen Stewart, der spiller den dominerende hovedrolle som Snehvide.
Jeg ville dog give den en chance, for selv om jeg ikke er den store fan af Twilight, skal det jo ikke gå ud over Kirstens andre film.
Et naivt fjols jeg var!
Efter to timer og elleve minutter i selskab med denne film, var jeg nødt til at skrive en anmeldelse i stedet for at arbejde på min deadline – jeg er nødt til at få det ud af systemet. At rense mit sind.
Filmen er flot og der er ikke sparet på effekterne, men den har en serie fundamentale problemer, der ødelægger oplevelsen fuldstændig. (Og det er ikke kun mig, der er en bitter gammel mand – min ægteviv spurgte om vi skulle se en anden efter tyve minutter.)
Det altoverskyggende problem for filmen er, at det virker som om ingen af de involverede skuespillere rigtigt gider. Chris Hemsworth i rollen som huntsman er den eneste, der viser ægte skuespillertalent, men det får kun de andre til at blegne endnu mere. Det er som om de bare har lært replikkerne udenad og tror, at det er det.
Fælt, fælt overspil fra Charlize Theron som den onde stedmoder, og ingen af rollerne formår at vække seerens sympati eller interesse.
Når de skal udtrykke store følelser, råber de af folk, og sjældent har jeg set en mere stiv og utroværdig kærlighedsscene end her.
Overspil. Fælt overspil.
Som om det ikke var nok stritter plottet i alle retninger. Der introduceres hele tiden nye elementer, men filmen går aldrig i dybden med nogen af dem, før den halser videre til næste punkt.
Et eksempel: En hvid kronhjort med et funky gevir velsigner Snehvide, mens hyggelige små dyr og alfer ser på. Og det nævnes aldrig igen. Efter den scene spiller hverken kronhjorten, alferne eller velsignelsen nogen rolle.
Det høje tempo til trods virker filmen langtrukken, fordi ingen af elementerne eller scenerne virker specielt relevante.
Der mere en antydes et upassende forhold mellem stedmoderen og hendes bror (tak, Games of Thrones, for at gøre incest hipt), men der følges ikke op på det. Spejlet har magt, men vi får aldrig at vide, hvor det kommer fra eller hvilken rolle det spiller (og spejlet spiller ligeså dårligt skuespil som resten af crewet – på trods af at det kun er en voice-over). En landsby befolket af arrede kvinder og børn introduceres og forsvinder som dug for solen.
Stephanie Meyer kunne have skrevet et bedre manuskript.
Og så er der jo Kristen Stewart.
Hun spiller Snehvide med samme indlevelse og passion som hun spillede Bella i Twilight, men hvor Bella trods alt er en forpint teenagepige, fungerer hendes lidende udtryk bare ikke som Snehvide.
Der går mere end en TIME af filmen, før hun smiler for første gang, og da er det mere en grimasse end et smil. Og hun skal forestille Snehvide – den skønneste i kongeriget!
Hun smiler! Næsten.
Jeg siger ikke at Kristen Stewart er en dårlig skuespillerinde, jeg vil blot ydmygt foreslå at hun måske holder sig til mere passende roller fremover. Jeg tror f.eks. hun kunne blive en overbevisende Christiane F.
Hendes øjne er blottet for liv igennem hele filmen og hendes følelsesregistre går tilsyneladende fra lidelse over mavekneb til insisterende råberi.
Selv i den ene scene, hvor hun skal råbe af en trold, bliver det utroværdigt og kunstigt.
Jaja, det er nemt nok at være kritisk bag skærmen, Michael, men kunne du gøre det bedre selv?
Ved I hvad? Ja, det tror jeg.
Ja, jeg tror jeg kunne spille en mere overbevisende Snehvide end Kristen Stewart, komplet med kærlighedsscene og … eh … de der andre ting hun gør, når hun går rundt og kigger på ting, før hun ind imellem råber af dem.
Hvis der sidder nogen filmfolk derude med penge til en tredje fortolkning af Snehvide, så stiller jeg op, hvis det er ønsket.
Det er virkelig irriterende, for jeg ville gerne kunne lide filmen. Genfortalte eventyr er en god ting, men ikke på denne måde.
Til gengæld får den Twilight filmene til at virke ganske gode til sammenligning.
Er der nogen læsere derude, der rent faktisk kunne lide den, vil jeg da gerne høre andres mening 🙂
Det er sjovt, jeg betragter faktisk Kristen Stewart som en ret god skuespillerinde, men jeg har heller ikke set “Snowwhite and the huntsman” og har kun set et kvarter af den første “Twilight”. Hun er fremragende i “Welcome to the Rileys”, hvor dit Christiane F forslag passer ganske godt til, og jeg mindes hende også som værende fin i “Into the wild”.
Snehvide med Michael Kamp i hovedrollen ville jeg gerne se. Og lad endelig skægget stå!
@Jonas Wilmann> Hun var egentlig også ganske udmærket i Adventureland, synes jeg. Som sådan en lidt quirky og skæv (bogstavelig talt) type.
Men din anmeldelse af den her film, Kamp, gør at jeg holder mig til min beslutning: Jeg har det fint med ikke at se den her film.
Michael, lige et par noter til din anmeldelse (en anmeldelse af anmeldelsen om man vil), bare for at trække Snehvide-diskussionen ud i det helt ulidelige 🙂
1. Piger, der har fået myrdet begge deres forældre af en heks, og har siddet indespærret i et klamt tårn det meste af deres liv, går ikke rundt og smiler hele tiden.
2. At dronningens forhold til broren skulle være incestiøst er en overfortolkning. Det, der hintes, er, at de har et sygt afhængighedsforhold, som mere end uddybes senere i filmen (og som er ret sejt).
3. Den hvide kronhjort er et tegn, et ”omen”, og disse har det sjældent med at blive hængende og sludre. De viser sig hurtigt og forsvinder så igen. Hvis de var der hele tiden, ville deres signalværdi forsvinde 😉
4. Byen med de arrede kvinder forklares fint, og det er med i filmen for at vise, hvor udbredt dronningens tyranni er og understrege hendes had til skønhed.
Opsummering: Jeg synes, du anmelder filmen ud fra en anti-fantasypræmis, fordi fantasy ofte er i form af en odysse, hvor en eller flere rejsende møder en masse mærkelige væsner, der ikke nødvendigvis bliver faste, integrerede elementer i historien. Tænk bare på Den uendelige historie (filmen); Morla eller Fortvivlelsens sump er også bare pitstops undervejs og spiller ikke nogen større rolle senere ….
Hvad siger du til det?
ADVARSEL: Massive spoilers!
>> Michael, lige et par noter til din anmeldelse (en anmeldelse af anmeldelsen om man vil), bare for at trække Snehvide-diskussionen ud i det helt ulidelige 🙂 < <
Bring it 🙂
>>1. Piger, der har fået myrdet begge deres forældre af en heks, og har siddet indespærret i et klamt tårn det meste af deres liv, går ikke rundt og smiler hele tiden.< <
Sandt, men det er et centralt element i eventyret om Snehvide, at hun vitterlig bliver den smukkeste i kongeriget og derfor rammes af dronningens skinsyge. Hvis det genfortolkede plot ikke giver plads til dette, halter det efter min mening.
Og de kunne så nemt redde den. Lav nogle klip hvor spejlet viser hende som hun bliver, eller som hun burde være, eller lad hende tænke tilbage på lykkeligere tider.
Et eller andet, så man ser hende smile og være smuk. Den beskidte, depressive pige er måske realistisk, men absolut ikke i tråd med eventyret.
>>2. At dronningens forhold til broren skulle være incestiøst er en overfortolkning. Det, der hintes, er, at de har et sygt afhængighedsforhold, som mere end uddybes senere i filmen (og som er ret sejt). < <
Sludder. Jeg overfortolker aldrig, men ser kun den skinbare sandhed :-p
Fair nok, det kan være, men jeg syntes nu ikke det blev specielt uddybet.
>>3. Den hvide kronhjort er et tegn, et ”omen”, og disse har det sjældent med at blive hængende og sludre. De viser sig hurtigt og forsvinder så igen. Hvis de var der hele tiden, ville deres signalværdi forsvinde < <
Nja, der er jeg nu ikke enig. Det er en veletabeleret præmis i eventyr, at hovedpersonen finder hjælpere på sin vej. F.eks. dværgene.
Irritationen over kronhjorten er den vilkårlighed der præger scenen. Vi har intet hørt om en skovens vogter eller hellig kronhjort, før den dukker op, og det har ingen betydning for den fortsatte handling. Hun bliver ikke beskyttet af velsignelsen eller får en hær af feer (mere om dem senere). Og da hjorten bliver skudt … hvad gør det? Hvordan påvirker det noget som helst? Det virker bare så tilfældigt.
>>4. Byen med de arrede kvinder forklares fint, og det er med i filmen for at vise, hvor udbredt dronningens tyranni er og understrege hendes had til skønhed. < <
Men det vidste vi jo allerede. Jeg synes byen er en fed idé (en af tre fede idéer i filmen), men den skaber mere ballade med sammenhængen end den løser.
Lige pludselig myldrer det med folk i den dunkle skov, selvom vi tidligere blev introduceret til hvor svært det var at finde nogen, der ville derind. Hvor er deres mænd henne? Er det de samme mænd, der kæmper i hertugens hær? For de er beskyttet bag høje mure i stedet for at bo på pinde midt i dunkelskoven.
>>Opsummering: Jeg synes, du anmelder filmen ud fra en anti-fantasypræmis, fordi fantasy ofte er i form af en odysse, hvor en eller flere rejsende møder en masse mærkelige væsner, der ikke nødvendigvis bliver faste, integrerede elementer i historien. Tænk bare på Den uendelige historie (filmen); Morla eller Fortvivlelsens sump er også bare pitstops undervejs og spiller ikke nogen større rolle senere ….
Hvad siger du til det? 🙂< <
Jeg satte filmen i DVD’en og forventede fantasy, ikke Kieslowskis ”Blå”. 🙂
Og jeg vedholder at den fejler, når man sammenligner med andet fantasy. Det er unfair at holde den op mod LOTR, der satte en høj standar, ligesom der er unfair at sammenligne horrorkomedier med Evil Dead eller Braindead, men den burde kunne tåle en sammenligning med Willow.
Jeg elskede Willow og synes stadig den holder i dag.
SWATH har flere problemer, men den største synes jeg er skuespillet hele vejen rundt og nogle mærkelig beslutninger om plot. Det virkede som om de skulle have det hele med, men ikke gå i dybden med noget af det.
Det er ellers erfarne skuespillere, men idéen om at store følelser kun kan udtrykkes ved at råbe højt er ret slem.
Selv om det er et fantastisk univers, må det gerne give mening internt, og der var simpelthen for mange mystiske ting.
Da Snehvide stikker af fra cellen, skynder hun sig ned i kloakken, og INGEN følger efter hende, selvom der er plads nok. De kunne i der mindste gøre hullet så småt at kun en spinkel pige kunne komme ned.
Det er åbenbart så svært at finde folk, der kender dunkelskoven, at de lover jægeren hans hustru tilbage for de døde, da intet guld kan få ham derind.
Men da han står med Snehvide og forlange sin hustru tilbage, afslører brormand at det ikke kan lade sig gøre – i stedet for at holde ham hen med snak eller et andet trick, så afslører han alle sine kort, før han har fat i Snehvide.
Og så afslører han at jægerens hustru blev dræbt af dronningen uden at der vendes tilbage til dette. Ingen scener hvor jægeren fordøjer den information.
Og senere i filmen myldrer det med lejesoldater, der frit bevæger sig rundt i den dunkle skov? Hvor kom de fra og hvorfor hyrede de ikke dem fra start?
Trolden dukker op og forsvinder igen, selvom det kunne udnyttes.
Jeg har været inde på scenen med kronhjorten, men hvorfor udnyttede de ikke idéen bedre? Hvorfor ikke introducere figuren mytologisk tidligere eller lade den gøre en forskel?
Og hele sekvensen med syngende dværge og deres vandring op en lang række over bakkerne er så skamløst planket fra LOTR at der nev i øjnene.
Og jeg kunne tilgive meget, hvis man så fik et ordentligt brag af et klimaks. LOTR er nok for ambitiøst, men i det mindste standarden fra Narnia? Men nej – det er en bleg omgang.
Hendes dramatisk tale til folket, der skal opildne dem til kamp. Seriøst?
Gav den nogen mening eller inspirerede til kamp? Den slags elementer kræver en vis pondus – se på Braveheart for at se det gjort rigtigt. (Og Immortals for at se det gjort forkert.)
De rider mod slottet, på trods af at det ville give langt mere mening at belejre dem – fair nok, det er eventyr, så den ser jeg igennem fingre med, men hvorfor så ikke bruge flere eventyr elementer?
*Her* kunne de jo bruge kronhjorten og lade en hær af feer flyve i forvejen eller store flokke af skovens dyr der tilslutter sig kampen mod den korrumperede dronning, eller delfiner der fragter dværgene ud til kloakken. Men nej.
Og dværgene har brug for hjælp for det kloakhul var halvvejs oppe på en klippeside på selvsamme klippe borgen står på. Hvordan teleporterede de derop? Og da der er plads nok, hvorfor så ikke have flere folk med?
De er altså svømmet derude og klatret op af den lodrette klippe?
Og så komme det komiske element, der var gammelt allerede under stumfilm. De sjove dværge prøver at komme igennem et hul på samme tid, selvom der kun er plads til en – haha! :-/
Så missionen lykkedes og Snehvide rider lige ind med sine riddere.
Hvad laver forsvarene? Hvorfor står de og klør sig i røven langt væk fra porten, når borgen er under angreb? De burde da stå klar til at tage imod dem, skulle de bryde igennem.
Se på slutslaget i Willow. Sådan skal det gøres. Drama, magi, humor, en snedig plan, et lusket trick, fantastiske elementer.
Her rider de bare op til porten, Snehvide råber lidt for at vise at hun mener det, og så rider de ind. :-/
Skabningerne af splinter er også fede (nr. to ud af de tre fede idéer), men det er overstået for hurtigt.
Og hvad med slutningen, nu det er et eventyr? Ikke engang nu er hun lykkelig – hvor er ”og de levede lykkeligt” henne? Og fik man en afklaring på hendes forhold til jæger/William?
Jeg prøvede virkelig at se SWATH med åbent sind og havde endda glædet mig, men jeg blev skuffet.
Det er fedt, at andre kan få en god oplevelse ud af den – der findes jo ikke objektive bedømmelser – men min dom falder altså ikke på forkerte forventninger. Willow, Legend, LOTR, Narnia … det er ikke urimelige sammenligninger 🙂
Jeg hader ikke Kristen Stewart eller Twilight, men SWATH gjorde intet for mig.
Og den tredje fede ting var de kødædende sommerfugle 🙂
Kamp
Tak for uddybelsen. Jeg er til en vis grad enig i nogle af dine punkter, jeg vil dog sige, at hvis man ser en film (især en eventyrfilm) på den måde, hvor man vender og drejer alting, så kan man pille alle film fra hinanden – og stirrer man sig blind på de småting, der hele tiden kunne være lidt anderledes, så overser man de ting, der fungerer. Jeg gik ikke ind til SWATH (cool forkortelse!) med forventninger af nogen art, slet ikke til logik og jeg blev ret positivt overrasket over Chris Hemsworths figur, dværgene (Bob Hoskins = sublim), hele filmens design (trolden, den mørke skov etc. virkelig fede effekter), den nye vinkel på dronningens symbioseforhold med den ligeledes udøde bror (som også var fantastisk castet), og jo, også glasridderne.