Jeg var inviteret til screening på den nye danske zombiefilm Sorgenfri i dag.
Sorgenfri har haft en lidt omtumlet tilværelse. Først var der tale om en udgivelse i forbindelse med Halloween sidste år, men den har først fået premiere i dag og kun i nogle få, nøje udvalgte, biografer.
Efter en kort periode vil den overgå til streaming markedet.
Det er sjældent et godt tegn. Uanset motivationen virker det som om selskabet ikke har troet på deres egen film, så det var med bange anelser at jeg satte mig i sædet og skulle se zombierne fortære Sorgenfri.
Jeg blev heldigvis positivt overrasket.
Sorgenfri er ikke et zombie-action-brag som World War Z med tempo start til slut. Den er heller ikke The Walking Dead med desperate overlevende efter zombierne har overtaget verden.
Sorgenfri kan bedst sammenlignes med Fear The Walking Dead.
En slowburn hvor vi følger det langsomme sammenbrud af hverdagens normalitet. Det er ikke en fortælling centreret på zombierne, men på ensomheden. Paranoiaen. Tabet af tryghed og samfundets sammenbrud under ukendte og skræmmende omstændigheder. Fokus er på de menneskelige reaktioner når vi konfronteres med det ukendte.
Så snart man har skudt sig ind på hvad slags film Sorgenfri er, så kan man nyde den. Det kommer tryk på til sidst, men filmen tager sig god tid.
Jeg havde faktisk kun tre kritikpunkter.
1) Replikker
Det er lidt en tendens i danske genrefilm at replikkerne bliver stive. Det er ikke så slemt i Sorgenfri, men ind imellem lyder skuespillerne som om de læser op fra et manuskript.
2) Politiet
Politiet / militæret i filmen er problematisk. De ligner meget tydeligt folk i kostumer, der opfører sig som man har set på film. De virker ikke professionelle, de opfører sig ikke professionelt og der er en underlig insisteren på at de skal være brutale og aggressive, selvom det ikke giver mening i filmens univers. Det havde været langt federe, hvis de var fremstillet som rædselsslagne. Angst bringer det værste frem i folk og det havde været en god forklaring på, hvorfor de reagere så aggressivt som de gør.
Heldigvis er de ikke med i særlig mange scener, for de bryder illusionen.
3) Datteren
Datteren i familien, Rebekka, har en bizar rolle. Hun behandles som en baby og opfører sig som en baby, selvom hun tydeligvis skal forestille at være 7-8 år. En af mine aversioner i zombiefilm er når folk opfører sig som idioter og den rolle har hun desværre fået. Det er selvfølgelig et setup til en scene, men det kunne være håndteret meget mere effektivt.
Sorgenfri bokser lidt med den samme problemstilling som alle de andre zombiefilm – det er ikke særlig troværdigt at starten på en zombiekalypse vil blive håndteret på den måde. Der er en grund til at de fleste film springer de første tegn over og begynder historien efter det store udbrud. Sorgenfri er ambitiøs nok til at prøve at guide os igennem sammenbruddet.
Så … er den værd at se i biografen?
Ja, det synes jeg helt klart. Jeg er skuffet over at den ikke bliver mere tilgængelig for publikum end tilfældet er, for det kunne den sagtens bære. Traileren lover dog mere action end filmen indløser, så hvis man er klar over at man går ind til en slow burn, så kan jeg sagtens anbefale den med overnævnte forbehold.
Jeg er ret vild med den underspillede måde zombierne bliver introduceret på, hvor intensiteten hele tiden stiger frem mod finalen.
Det er lækkert at se de levende døde på den store skærm i en dansk produktion.
Jeg ender på 4/6 stjerner. Solidt håndværk og høj produktionsniveau med et par svipsere undervejs.
Den kan ses de næste to uger i Palads, Lyngby, Odense, Aarhus og Valby. LINK