Sucker Punch

Jeg har tidligere udnævnt Sucker Punch som en film jeg glædede mig til at blive skuffet over. Jeg var en bitter, gammel mand, der brokkede mig over dens lovede overflødighedshorn af action, babes og samtlige drengerøvstemaer, der kunne klemmes ind. Man kan læse mine udgydelser HER.

Nu har jeg så endelig været i biografen og set den – endda en af de sidste forestillinger, så vi var kun tre i hele salen. Ikke det bedste udgangspunkt for en medrivende filmoplevelse. Var den så lige så slem, som jeg havde forudset?

Nej.

Jeg må nødtvunget æde mine ord i mig igen, bid for bid, og de smager bittert. Sucker Punch er fantastisk for sin genre. Hvor jeg havde forventet Paris-Hilton-i-actionorgie, fik jeg en langt mere alvorlig og dyb historie, end forventet. Alene starten af filmen slår fast, at det her er ikke kun skæg og ballade, der er noget alvor med. Langt det meste af filmen foregår i forskellige vrangforstillinger/fantasiverdener, der opstår i hovedet på BabyDoll, når hun skal danse for at bevise sit værd og dermed holde sig i live. Der er metalag på metalag og man kommer flere gange i tvivl om, hvilken historie det egentlig er man følger.
Super fede og flotte actionsekvenser, der skriger på et kommende spil, hvor pigerne folder sig ud. At det foregår i hovedet på BabyDoll gør det faktisk nemmere, for så irriteres man ikke over de allermest urealistiske stunts.
Og lige som man har vænnet sig til den overgearede og glade popcornsaction, skifter det igen og bliver alvorligt.

Ja – jeg spurgte sidst om man kunne blande gode ting vilkårligt sammen, eller filmen ville ende som en makrel/nutella sandwich. Den er ikke blot en sådan – den er en markel/nutella sandwich serveret mellem to stykker sprød bacon i stedet for brød, et tykt lag mayonaise og en stor kold fadøl. Det virker.
Man må ikke forvener traditionel storfilm, men går man efter et overflødighedshorn af et actionbrag med overraskende dybde, så er den helt klart værd at se.

Kryds i kalenderen – jeg tog for en gangs skyld fejl. Så mangler jeg bare at se Battle: Los Angeles – det kunne jo være jeg var for kritisk overfor den også.