CPH PIX er i fuld sving og i søndags fik jeg tid til at snuppe en enkelt film, før jeg skulle videre på arbejde. Valget faldt på The Lords of Salem, som virkede interessant. Den er instrueret af Rob Zombie, manden bag den glimrende House of 1000 Corpses, og jeg glædede mig til at se, hvad han nu havde fundet på.
Desværre blev jeg skuffet.
Jeg kan godt lide horror, jeg kan godt lide B-film og jeg kan godt lide underlige film, så det burde være et perfekt match, men filmen fungerede overhovedet ikke for mig.
Vi følger den unge Heidi (spillet af Sheri Moon Zombie – det hedder hun sgu’) der er en del af radio-trekløveret “Big H Radio Team”. De har et løssluppet musikprogram med gæster i studiet, “hot or not” lister og en meget afslappet attitude overfor hinanden.
En dag modtager studiet en underlig trææske adresseret til Heidi, indeholdende en plade fra en gruppe, der kalder sig “The Lords”. Da Heidi samme aften afspiller musikken, har den en meget kraftig virkning på hende, og hun går næsten i trance.
Der er en masse flashbacks til de tidlige hekseforfølgelser i Salem, denne gang set fra heksenes synspunkt og som seer forventede jeg at de to tidslinjer skulle mødes på interessant vis.
Kys dværgen!
Desværre ender filmen som en langtrukken affære. Det virker lidt som om den ikke kan finde ud af om den skal være symbolsk kunst-film eller fortælle en historie, for den ender med det værste fra begge verdener.
Jeg var ved at falde i søvn to gange, så det var et alvorligt hak ned allerede der.
Jeg kunne ikke finde ud af, om heksenes overspil var en del af filmens univers, eller bare ringe skuespil, for de blev ufrivilligt morsomme flere steder (min sidemand lo højt igennem mange scener). Mange af elementerne var noget rod, der ikke rigtigt kom til at give den store mening, og man sad hele tiden og ventede på at den rigtige handling skulle gå i gang.
Jeg er tvunget til at konkludere at enten forstod jeg slet ikke filmen og anmelder den dermed på forkerte forudsætninger, eller den var et langtrukket, rodet misk-mask.
Sheri Moon Zombie er i øvrigt gift med Rob Zombie (en slags virkelighedens Warm Bodies?) og selv om det ikke burde have noget at sige, så viser Resident Evil serien med al tydelighed, at det ikke nødvendigvis er en fordel at instruktøren danner par med den kvindelige hovedperson.
Øv.
På onsdag står den så på “John Dies at the End“, som jeg har glædet mig rigtig meget til. Jeg krydser fingre 🙂
‘The devil’s rejects’ er faktisk rimelig fed. Mest på grund af William Forsythe og Sid Haig. Var egentlig ikke så vild med ‘House of 1000 corpses’, jo, i starten af filmen, men jeg fattede simpelthen ikke, hvorfor den pludselig skulle tage en drejning over i det fantastiske hen mod slutningen.