Så er det i morgen at Årets Horrorudgivelse 2011 bliver kåret og spændingen stiger.
Nu er det god kutyme at underspille vigtigheden af at vinde.
”Det handler jo ikke om at vinde, men at være med,” som det siges.
Alle der nogensinde har været med i en konkurrence, og ikke vundet, ved at det er noget bavl. De to ting kan slet ikke sammenlignes. 🙂
Det gælder selvfølgelig om at være ligesom Wolverine (den bedste til det han gør). Men det er en lidt sjov situation at stå i. Man kan simpelthen ikke tillade sig at blive skuffet, hvis en af de andre finalister løber med sejren. I forvejen er Moln – Jorden husker udpeget til en af de fem bedste horrorudgivelser sidste år og når jeg tænker på de mange, mange fede udgivelser, der ikke nåede med på shortlisten, så må man bøje hovedet i ydmyghed.
Det ville være ligesom at brokke sig over en sølvmedalje eller den irriterende studerende, vi alle sammen kender, der græder over et 10-tal, fordi hun hellere ville have fået 12.
Samtlige af mine med-finalister er hamrende dygtige, og jeg er meget beæret over at være nået så langt, som jeg er.
Så må resten være op til smag og behag hos juryen og jeg må øve mit ”Den gode taber” ansigt.
I kender det alle sammen fra Oscar-uddelingerne. De filmer samtlige nominerede, når vinderen afsløres og lige som man skal øve en takke-tale, er man nødt til at øve sine ”god taber” manerer. Det nytter ikke at ligne Gollum, når vinderen råbes op.
Der er to grundlæggende strategier for den korrekte mine. Den britiske stive overlæbe, hvor man smiler og klapper, mens man lykkeønsker sejrherren – ”Well done, old chap!” – eller den simplere, anerkendende nikken med lukkede øjne, mens man klapper.
Jeg har øvet begge to foran henholdsvis et spejl og et kamera, og øeh… det kræver vist lidt mere øvelse for at blive troværdigt.
Lige nu kan jeg vælge mellem: ”Blind mand nikker manisk” eller ”Pludseligt mavekneb”.
😐
Det gør det selvfølgelig ikke nemmere at pokalen er designet af Patrick Leis og skulle være det fedeste trofæ nogensinde. Min dyrebare. My precious!
Uanset hvad vil jeg (ligesom alle de andre horrorblogs) afslører vinderen her i morgen aften – formentlig tilsat en lille youtube video, der skal illustrere enten storhed eller fald.
Indtil i morgen – “There can be only one!” 😉
Åh Kamp – hvem havde overhoved gættet at du skulle nå hertil? Det er intet mindre end stort. Og jeg er lidt stolt af at kende dig 😉
Knæk og bræk!