Jeg har før skrevet om de forsinkelser, der har ramt min første engelske kontrakt.
Helt tilbage i november 2012 fik jeg kontrakt på min novelle The Little Match Mi-Go til antologien Once Upon an Apocalypse Vol. 2.
Temaet var klassiske eventyr mixet med Lovecrafts mythos. I januar fik vi at vide at forsinkelserne snart var til ende og at vi kunne forvente en udgivelse i løbet af 2015.
For en måned siden droppede forlaget projektet helt og sløjfede hele serien.
Jeg er på kontrakt, så jeg kan ikke umiddelbart sælge min historie et andet sted, og en Lovecraft/eventyr blanding er heller ikke så nem at finde et marked til.
Det er den slags fælder der ligger derude på det store, utæmmede marked så en forfatter bør tage sig visse sikkerhedsforanstaltninger.
Min kontrakt nåede lige at blive fornyet, så jeg kan ikke sælge historien så længe den gælder.
Heldigvis gælder den kun året ud.
Man skal ALTID sørge for at kontrakten indeholde en klausul om forventet udgivelse. F.eks. at rettighederne vender tilbage til forfatteren hvis forlaget ikke har udgivet historien indefor en afgrænset periode – et år eller halvandet f.eks.
Det beskytter dig mod konkurser og droppede projekter, da rettighederne automatisk vender tilbage efter et afgrænset stykke tid.
Nu er det ikke nogen katastrofe for mig, for betalingen var spinkel, men det er en god lærestreg at få. Jeg har læst mange skrækhistorier om folk der har knoklet i årevis med en roman, blot for at få den klemt i en konkurs-begæring og fanget i limbo på ubestemt tid.
Sørg for at få en kontrakt og sørg for at der er en klausul om forventet udgivelse og tilbageførelse af rettigheder.
Det andet er for surt.
Nu skal jeg enten lade den ligge i skuffen i årevis eller skrive nogle flere og prøve at finde et forlag til dem.
Den er ellers god.