Fordærv (2007)

Fordærv.
.
.
Henriette var død.
  Hun sad bagerst i klassen og var død som en sten.”

Sådan starter turen igennem det groteske univers, der udgør Fordærv. En verden hvor døde elever vandrer omkring på skolen, hvor gårdvagten må bruge boldtræ for at opretholde roen og hvor den kulsorte humor er i højsædet.
En morbid kommentar til vores skole og dens dæmoner.

Lille Anne fra 3. havde mistet både sin kind og sin skoletaske, og det var strømmet ind med forældreklager.

Den fysiske bog er forlængst udsolgt, men titlen er netop genudgivet som e-bog.
Køb den HER.

Anmeldelser:


FORDÆRV er sjov og barsk zombie-satire, der måske ikke er udpræget uhyggelig, men det er underholdende læsning.”
Søren Henrik Jacobsen, Skræk og rædsel    (
se hele anmeldelsen)

Fordærv er en vittig og grotesk gyser, der er tro mod genren og samtidig tjener som kras kommentar til folkeskolen anno 2008. Jeg kan anbefale bogen som frilæsning for elever både i de ældste klasser på mellemtrinnet og i udskolingen. Samtidig vil jeg mene, at enhver lærer, der på et eller andet tidspunkt i karrieren har oplevet frustrationer i forhold til jobbet, uvorne elever og påståelige forældre, vil finde bogen stærkt underholdende og forløsende.”
Charlotte Hitzner, Folkeskolen.dk    (
se hele anmeldelsen)

— 

Fordærv er en død-morsom satire over skolevæsnet i Danmark. Jeg kan lige se læreren Annemette for mig, når hun taler om, at man kan nå de døde elever pædagogisk, måske ved at give dem et knus om morgenen! Og de overbeskyttende forældre som er rasende over, at nogen siger noget skidt om deres lille Jimmy og nægter at se i øjnene, at han er død.

Michael Kamp er selv skolelærer, og han rammer lige på kornet med sine betragtninger.  Romanen giver også en fornemmelse af, hvor frustrerende det ind i mellem må være at være lærer i dagens Danmark. Men det hele fortælles med masser af humor og et glimt i øjet, og jeg følte mig godt underholdt hele vejen.”
Jette Holst, bogrummet.dk    (
se hele anmeldelsen)

”Hvad får man hvis man blander en absurd, progressiv, apokalyptisk plotlinie a la Kafka, når han er allermest obskur, og en stemningsskabelon modeleret efter 28 Days Later?
Michael Kamps intense og mærkværdige mikroroman Fordærv!
Fordærv er – bogstaveligt talt – perverst morsom, en morbid lille sort perle i en debat der ellers for længst er begyndt at køre i ring.”
Martin Schjönning, Blæst   

”Bogen er skrevet med en skæv sort humor, så selvom den handler om børn, der æder børn, så kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet …”
Thomas Winther, Himmelskibet nr. 15

”… selvom vi taler om skoleelever, der forvandles til skamferede menneskeædende zombier, er tonen holdt på et så humoristisk niveau, at læseren ikke bliver grebet af ubehag. Fordærv er dog ikke bare hat og briller, for bag den humoristiske facade tegner Michael Kamp et langt mere alvorligt billede af, hvorledes ungdommen gradvist tabes på jorden.”
Anders Johnsen, Sleazehound.dk   (
se hele anmeldelsen)

”Lige siden George Romero lavede sin zombie-trilogi, har det være let at se, hvor velegnede de levende døde er til at kommentere på samfundet. Det er det samme ærinde, Kamp er ude i her, men ligesom Romero gør han det subtilt, så historien ikke lider under det, og man ikke føler sig talt ned til. Men først og fremmest gør han det med humor, sort humor. Sætninger som ”Gregers, Poul er død! Jeg bryder mig ikke om at sidde ved siden af ham, så.” fyger gennem luften. Kamp – og Gregers – holder masken hele historien igennem, hvilket det dog er sværere at gøre som læser.

”Fordærv” er på små hundrede sider, og den er hurtigt læst – men man er godt underholdt hele vejen igennem, og jeg har på fornemmelsen, at det er en af de bøger, jeg godt kunne finde på at finde frem igen senere.

Kamp har udover ”Fordærv” skrevet to bind i fantasy-serien ”Bobs saga” – hvis han kan holde samme niveau som her, burde et etableret forlag gribe fat i ham. Her er det uden problemer lykkedes ham at ramme en balancegang, så historien kan læses bredt, fra 12 til 120 år.”
Janus Andersen, fortællingen.dk   (
se hele anmeldelsen)

”Bogen er sine steder (ret mange faktisk) grotesk morsom. Skildringen af ”skole-hjem samarbejdet” set med Gregers trætte øjne, de pædagogiske midler der foreslås taget i brug overfor de stadig mere pågående døde (et knus om morgenen!), sammenstillingen af den fuldstændigt vanvittige situation med skolens regelsæt og normer, skrevne som uskrevne, og ikke mindst Gregers’ egen udvikling til hårdkogt udøver af konsekvenspædagogik med boldtræ og tavlelineal er en sjov og spydig kommentar til den danske skole, når den er mest irriterende indforstået og indspist.

Det er en kort, let og hurtigt læst bog. Handlingen er for så vidt meget enkel og fortællingen holder sig nøje til sit ene tema. Jeg vil formode at den er tiltænkt dem af de store børn/unge, der stadig er blandt de levende, men den er altså også ret underholdende for en voksen. Hvis man ellers synes om den form for morbid humor.”
Tine Demandt, Rundtombogen.dk    (
se hele anmeldelsen)

Lektørudtalelse

Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau:
En gyser der foregår i folkeskolens overbygning, hvor den primære målgruppe går. Den er mest en grum splattergyser, men kan også fortolkes som en allegori over bl.a. elevers manglende motivation.

Beskrivelse:
Forfatteren udgav i 2006 1. del af fantasyserien Bobs saga og har været lærer i overbygningen siden 2002. Han understreger i bogen, at ingen elever er kommet til skade under udarbejdelsen af manuskriptet. Det gør der til gengæld i bogen, hvor listen for hvert korte kapitel øges over døde zombielignende elever i den klasse, hvor Gregers er klasselærer. Han kæmper med grove midler som bl.a. elektrisk hegn, lænker og baseballkølle forgæves mod stadig flere døde elever, der fortsat deltager i undervisningen og her terroriserer de fortsat levende elever, som de bider og dræber. (Spoiler fjernet) Til sidst bryder alt sammen, men historien er ikke helt slut.

Sammenligning:
Også andre gysernoveller og romaner foregår i skolen, men er ofte kun grumme gysere måske med en twist af sandsynlighed, hvor denne er en rendyrket og ekstrem splattergyser, der enten kan læses som en sådan, eller kan analyseres og anvendes i danskundervisningen, som billede på forholdet mellem lærere og elever og den fortvivlede situation nogle lærere oplever: “Han havde tabt en årgang på gulvet – de var uden for rækkevidde.”

Samlet konklusion:
Ganske interessant splattergyser med dobbelt anvendelighed – til gysende underholdning og til undervisning. Mon elever, der udsættes for sidste mulighed, overfalder læreren?

Per Drustrup Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *