Tænkehatten Præsenterer 1-5

“Tænkehatten Præsenterer” er en serie for det lidt yngre publikum, der er skabt i samarbejde med youtuberen Tænkehatten.

Hvert bind tager udgangspunkt i en af de vandrehistorier, der bliver omtalt på kanalen og fortæller en ny historie. Der er indtil videre fem bind i serien.

Er jeg smuk?

Noah og Lucas har hørt uhyggelige historier i SFO’en. Vandrehistorier. Specielt én om et japansk spøgelse der skjuler sit ansigt og jager de levende med en saks. Men spøgelser findes da ikke.
Gør de?

Den første titel er løst baseret på legenden om Kuchisake-Onna.

Det japanske spøgelse der jager enhver der krydser hendes vej.

 

Kaninmanden

Anton og Ida flytter til et stort, gammelt hus med deres forældre, men synes det ligger alt for øde. En skov grænser dog lige op til huset, og det synes Anton er ret sejt.
Indtil han begynder at høre om Kaninmanden.

Fortællingerne om Kaninmanden stammer oprindeligt fra USA, men her er historien omplantet til Danmark.

En grum kannibal der ikke lod døden stoppe sin gerning, men vender tilbage en gang om året.

 

Grisedamen

Clara er den nye pige i 5.B. Hun er lidt genert og bliver glad da en gruppe piger inviterer hende med hjem efter skole.
På vejen vil de dog lige vise hende noget. Den gård hvor Grisedamen boede.
Altså, før hun begyndte at hugge hovederne af folk.

Den sidste titel i første sæt stammer igen fra USA, selvom fortællinger om kvinder med grisehoveder var almindelige i både England og Frankrig.

 

Blodige Mary

Gry og Frida bliver passet af Maja der fortæller uhyggelige historier.
Pigerne hviner af fryd, men vil have mere. Maja kender en leg de kan prøve.
En leg om Blodige Mary.
Tænd et stearinlys og stå foran spejlet. Kald på hende tre gange og hun vil komme.
Det er sjovt. Og lidt uhyggeligt.
Heldigvis er det bare for sjov, for Blodige Mary findes ikke.
Vel?

 

Sorte Øjne

Historierne om børnene med sorte øjne er blevet fortalt i årevis. Og altid med samme advarsel:
Du må ikke lukke dem ind. Uanset hvad de siger, må du ikke lukke dem ind.

Alt det ved Hjalte ikke noget om. Han og hans mor er netop i al hast flyttet til en lille flække af en by. Mor er super stresset og har ikke rigtig tid til ham, så han går ud for at finde nye venner.
Men byen virker meget øde.

 

Bøgerne kan købes direkte fra Tellerups hjemmeside HER.

Anmeldelser:

Gyseren.dk:
“Jeg har læst de tre første og kan kun anbefale dem.
[…]
Serien er rettet mod de +10 årige, og sproget er i den lette ende. Når det er sagt, så er der bestemt ikke noget sødsuppe over Er jeg smuk? Uhyggen er i højsædet, og Michael Kamp skåner ikke sine hovedpersoner. Her er ingen garanti for en lykkelig slutning.

Flemming Schmidts fantastiske sort/hvide illustrationer bidrager til yderligere at hæve den dystre stemning, så serien er absolut ikke for svage sjæle. Men kender du en ung gyserentusiast, vil Er jeg smuk? med sikkerhed være et hit. Selvom her næsten er garanti for onde drømme …”

Læs hele anmeldelsen HER.