Vintermørke

Alex Scarrows Vintermørke har fået gode anmeldelser, så det var med en god mavefornemmelse at jeg gik i krig med den.

Romanen følger to parallelle spor.

Det ene finder sted i 1856, hvor en gruppe mormoner og settlere tvinges til at slå lejr for vinteren, da den første sne falder længe før forventet. Fanget i vildnisset mange kilometer fra den nærmeste bebyggelse udbryder der nærmest panik, da man opdager en gruppe af indianere, som ligeledes er blevet fanget i den pludselige og voldsomme vinter.

Det andet spor foregår i 2008, hvor Julian Cooke under optagelserne til en dokumentar falder over sporene af en gammel lejrplads i et naturreservat. Da han undersøger området nærmere, finder han resterne af gamle prærievogne og et skrin med en dagbog, der fortæller en dramatisk historie om en gruppe settlere og mormoner, den såkaldte Prestongruppe, der forsvandt i 1848 på vej mod vest. Det er en fantastisk historie, med sikkerhed hans billet til berømmelse, men da han begynder at grave dybere i historien, viser det sig, at han ikke er den eneste med interesse i Preston gruppen.

De to historier flettes sammen og bevæger sig begge mod de strandedes endelige skæbne.

Der er mange gode ting i Vintermørke.
Stemningen i passagerne fra 1856 er fantastisk og jeg ville have foretrukket at hele romanen fulgte dette spor. Den nutidige historie kommer nemlig hurtig til at virke lidt påklistret og overflødig. Den er ikke lige så spændende, gribende eller relevant som den anden, så jeg greb mig selv i at overveje simpelthen at springe den over. Når læsning bliver pligt, er der noget galt.

Der er nemlig noget løs i skovens vintermørke omkring de strandede. Både indianere og nybyggere bliver jagtet af noget, der bevæger sig meget hurtigt og er meget stærkt. Den kan snige sig ind på indianerne, dræbe en mand i tavshed og hejse ham 6 meter op i et træ omgivet af hundrede sovede nybyggere. De få vidner ser glimt af et uhyre lavet af knogler og spændingen stiger.

Slutningen er dog en massiv skuffelse. Jeg vil ikke afsløre for meget, men når man skaber et så skræmmende monster, så skylder man også læserne at sandsynliggøre, hvordan alle disse ting fandt sted. Hvordan kunne det skære en mand op og hejse ham 6 meter op i et træ uden at nogen bemærker det? Hvorfor kan indianerne (der har boet hele livet i vildmarken) ikke spore det? Der kommer ingen forklaring, desværre.

En anden ting er at romanen kredser om ikke bare et, men to af horrergenrens klicheer. Psykopaten iblandt os. Både præsten, der er psykopat og politikeren, der er psykopat.

Det er altså ved at være en gammel idé – det ville pynte med nogle nye vinkler på historien.

Endelig er det lidt trættende at Alex Scarrow åbenbart har et opgør med mormorismen, så der falder en del hånlige ord om troen undervejs. Mere end historien selv lægger op til.

Alt i alt er den værd at læse pga. stemningen i den gode, store part af bogen, men man skal kunne tåle en skuffelse til sidst.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Bøger og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *