Jeg vendte hjem fra Bogforum med et eksemplar af World War Z under armen.
Max Brooks’ zombieroman er blevet en verdens-omspændende succes, og jeg har en tendens til at blive lidt Rasmus Modsat når det kommer til de populære titler, så jeg har ikke fået den læst før nu.
Efter tre dages intens læsning er dommen klar.
World War Z er sat op som en rapport om den store zombiekrig, der var tæt på at lægge kloden øde. Igennem en lang række interviews med de overlevende får læseren et indblik i katastrofens omfang og hvordan det udspillede sig mange forskelige steder i verden. Stykke for stykke falder puslespillet på plads og en episk beretning folder sig ud.
Jeg har lært to ting af romanen.
1) Den er vitterlig fantastisk og fortjener al den ros den får.
2) Filmen er en virkelig, virkelig ringe filmatisering af romanen.
Den begavede læsere kan huske at jeg egentlig godt kunne lide filmen. Det kan jeg såmænd stadig, men den har intet med romanen at gøre. Bogstaveligt talt. Der er ikke en eneste scene fra romanen med i filmen. Hverken zombierne, begivenhederne eller løsningen på problemet hænger på nogen måde sammen med filmen.
Kun referencen til “den tiende mand” har overlevet.
Jeg er meget glad for at jeg så filmen før jeg læste bogen. Nu fik jeg to gode, men forskellige oplevelser. Havde jeg læst bogen først ville det have irriteret mig, at der ikke var nogen kobling mellem de to historier.
Romanen kan varmt anbefales.
