Så blev det første Zombieløb afholdt i Danmark og det var fantastisk 🙂
Søndagen bød på godt vejr der vekslede mellem småregn og sol, så det var perfekt løbevejr. Temaet havde også tiltrukket en del folk, der ikke normalt stillede op til løb, så det var en blandet skare af løbere og zombier, der mødte op til start.
Løberne fik udleveret løbenummer, chips og to “liv” hver, repræsenteret ved lange plastikstrimler, man skulle bære i siden. Hvis zombierne fik fat i strimlerne, ville der være en strafrute at løbe til sidst.
Et sted ude på ruten stod en zombiejæger, der havde ekstraliv man kunne tage med – hvis altså man kunne finde ham.
Jeg fik mine liv mærket med sort sprittusch, for det var udlovet en speciel dusør til de zombier, der fik kløerne i mig 🙂 Sådan er det, når man fører sig frem som horrorforfatter.
Løberne blev sendt af sted holdvis, startende kl. 10.05 og herefter med 5 minutters interval.
Min forfatterkollega A. Silvestri var på det første hold, der blev sendt ud på ruten – god stil.
Reglerne var simple. De voksne zombier måtte ikke sprinte eller gå baglæns på ruten, men skulle forsøge at rive liv fra de forpustede løbere efterhånden som de kom forbi. Børnezombier måtte løbe så hurtigt og så længe de havde lyst til, så jeg gik fra start af ud fra at de ville blive et problem.
Jeg kan sagtens løbe fra en ti-årig, men at have en lang hale efter mig kunne godt blive kompliceret. Heldigvis skulle jeg først løbe 11.05, så de havde fyret en masse energi af.
Endelig gik starten for mig, og 5 km interval-helvede tog sin begyndelse.
Der er et par højdepunkter ved 5 min, 8 min, 12.20 og 15.30.
Dele af ruten uden zombier kører i 4 x hastighed for ikke at trække det ud.
Det var godt nok hårdt. Kombinationen af at løbe i ujævnt terræn og skulle sprinte fra zombierne gav en fantastisk intervaltræning.
Nu er det selvfølgelig heller ikke befordrende for kondien at sidde i en mørk kælder og skrive horror, men jeg blev i hvert fald presset derude.
Hvordan med dusøren? Tja – efter ca. 4 km havde jeg stadig et liv tilbage, men så passerede jeg en abelignende skabning med en arm på ikke under halvanden meter. På trods af mine gazelle-inspirerede spring hen over jordtuerne, blev det sidste liv rykket bort og jeg måtte ud på Skammens Strafrunde før jeg kunne løbe i mål.
Det bliver bedre næste år. 🙂
Jeg kan varmt anbefale at give Zombieløbet en chance, hvis det skulle vende tilbage i 2014 – men mon ikke de gentager succesen?
